Revisor Michael Tangstad har 10 års erfaring med influencer-skat og mener, at tiden er kommet til en politisk opmærksomhed på de snørklede regler for influenceres arbejde. SF anerkender manglende opmærksomhed på området.

Foto: Privat
af Maya Tekeli
“Jeg synes, det er så unfair, at der ikke er lige regler for alle, og at man kan have et område, hvor folk kan knokle og arbejde og være selvstændig og stadigvæk ikke vide, hvad de skal betale i skat.”
Sådan siger revisor Michael Tangstad om det danske skattesystems indstilling til influenceres arbejde.
Michael Tangstad har beskæftiget sig med revision for flere influenceres økonomi i 10 år, men er først begyndt at arbejde målrettet med spørgsmålet om SKAT de eneste 3-5 år.
“Før handlede det først og fremmest om at afgøre, hvordan man arbejder selvstændigt som influencer, men så fandt jeg ud af, at det er skattedelen, der er spændende, fordi der ikke rigtig er så mange regler på området,” fortæller han.
Selvom man som regel hverken er det man traditionelt vil betragte som lønmodtager eller ansat af de virksomheder,skal man naturligvis betale skat af de penge, man tjener på som influencer i Danmark
Men der er forskel på, hvordan influencere forventes at give en luns til statskassen.
Hvis man indimellem arbejder som influencer og ikke lever af at omtale et produkt eller en virksomhed i et opslag, så vil indtægterne sandsynligvis blive betragtet som en B-indkomst. Derfor skal man selv sørge for at betale skat og bidrag af sin indkomst og oplyse det på sin forskudsopgørelse.
Men arbejder man fuld tid på sociale medier, vil arbejdet som influencer sandsynligvis blive betragtet som erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig sammenhæng.
Allerede i vurderingen af egen status opstår der forvirring hos unge influencere, der ønsker at skabe sig en karriere, mener Michael Tangstad.
“Jeg tror, at den helt overordnede problematik er, at branchen som helhed er præget af unge mennesker, som ikke nødvendigvis har sat sig ind i skat eller siddet med regnskab og lignende før. Så for dem er det næsten sort magi.”
Michael Tangstad mener, at influencere bliver opflasket med en angst for SKAT på grund af de uigennemskuelige skatteregler på området.
Men SKAT har da lavet og offentliggjort en serie af retningslinjer i forbindelse med beskatning af influenceres arbejde. Er det ikke godt nok?
“Nej, SKAT aner ikke, hvordan influencere arbejder. Det kan jeg sige helt tydeligt, de aner ikke, hvad det er, det handler om,” siger han og fortsætter.
“De har en idé om, at det er en flok mennesker, som bare får alting gratis.”
Man kan ikke betale husleje med et par brugte sko
TV-vært og mediepersonlighed Sofie Linde, der i flere år har arbejdet selvstændigt og med løse ansættelser i mediebranche, er enig i Michael Tangstads kritik af reglerne for beskatning af arbejde på sociale medier.
“Jeg har ringet til skat tusind gange, fordi jeg virkelig helst ikke vil have nogen skattesag,” siger hun og kalder reglerne for “bøvlede”.
LÆS: Sofie Linde er influencer, men hun forsøger stadig at navigere i reglerne: “Vi shitstorm-tester alt”
Hun forklarer, at hun er blevet nødt til at takke nej til uopfordrede gaver fra virksomheder, fordi reglerne for beskatning af genstande er forvirrende.
Når influencere modtager en gave som betaling for deres arbejde, skal de notere dem på en liste over gaver, gøre overblik over deres værdi og betale SKAT af den pris, de ville have betalt for varen, hvis de købte den i en butik.
“På et tidspunkt var der mange, der sendte mig gaver, jeg ikke havde bedt om, og det kan jo hurtigt blive en udgift, som man ikke kan kontrollere,” siger hun og fortæller, at hun er stoppet helt med at tage imod gaver fra virksomheder, hun ikke arbejder sammen med.
“Men i andre tilfælde skal man jo også bruge de gaver som en del af reklamen, som man får løn for at lave.”
Michael Tangstad forklarer, at de uopfordrede gaver, som Sofie Linde taler om, kaldes vareprøver og falder i en kategori for sig selv, som han ikke mener, SKAT tager højde for.
“Hvis en influencer får en vareprøve til at udfylde den kontrakt, som du får kontantbetaling for, så står SKAT af,” siger han.
“Lad os sige, du får et par sko i forbindelse med en reklame. Du kan ikke anmelde skoene eller vise dem frem, hvis du ikke har skoene. Men du laver ikke opgaven for skoenes skyld, du bruger dem til opgaven for at tjene 10.000 kroner. Det har SKAT slet ikke taget højde for.”
I forbindelse med sit arbejde som revisor for en lang række influencere har Michael Tangstad været i konstant dialog med SKAT, i forhåbningen om at han kan skabe bedre rammer for sine klienter.
Spørgsmålet om beskatning af de produkter, man modtager i forbindelse med arbejdet, er et af dem, han mener at have fået besvaret.
“Jeg har for nyligt fået et bindende svar fra SKAT, der nu forklarer, at det er ikke skattepligtigt. Hvis man altså organiserer det rigtigt,” forklarer han.
Michael Tangstad fortæller, at SKAT i den forbindelse oplyste ham om, at man som influencer kan bruge tre måneder om at teste et par sko, man har fået tilsendt som led i et samarbejde.
I de tre måneder skal der ikke betales SKAT af produktet. Hvis man vælger at beholde dem ud over betalingen, skal man notere varen som brugt i sin opgørelse og selv vurdere, hvad varen er værd, efter man har testet den.
“Men det er jo den kontante betaling, der er vigtig for influenceren. Man kan jo ikke betale husleje med et par brugte sko.”
Kræver politisk opmærksomhed
Michael Tangstad mener absolut ikke, at den almene dansker vil være i stand til at gennemskue de skatteregler, der gør sig gældende for folk, der arbejder med reklamer på sociale medier.
“Det drejer sig jo ikke kun om et par brugte sko, men også om rejser og ophold på hoteller, som også er en stor del af deres hårde arbejde,” siger han.
“Der er behov for nogle regler, for jeg synes simpelthen ikke, det kan klæde os som samfund at have en gruppe mennesker, der skal stå udenfor på den måde. Og der er mange af de kunder, jeg har, som for det første bare ønsker at gøre alting rigtigt, men ender med at betale for meget, fordi de simpelthen er bange for, at de gør noget forkert.”
Tangstad opfordrer danske myndigheder til at sætte sig bedre ind i influenceres arbejde. og kalder på en større opmærksomhed hos de danske politikere, som han ikke mener har gjort deres arbejde godt nok.
“Jeg tror ikke, at der findes skatteordførere i Folketinget, der ved, hvad influencere laver,” siger Tangstad.
SF: Vi er ikke nået ud til de digitale arbejdere
Som resultat af folketingsvalget har Folketingets partier udnævnt nye skatteordførere. Når adspurgt til influenceres arbejde, er svaret fra Danmarksdemokraterne kort.
“Jeg ved da udmærket, hvad en influencer er,” siger Hans Kristian Skibby.
“Jeg ved da også, at der er forskel på dem. Altså hvor langt de vil gå for at tjene penge, og hvor langt de ikke vil gå. Nogle af dem lever jo udelukkende af at være reklamesøjler for alt fra boremaskiner til hækkesakse og ting, man putter i øjnene, altså mascara og så videre.”
Har I hos Danmarksdemokraterne nogensinde forholdt jer til, hvordan influencere skal betale SKAT af en sofa, de får tilsendt i forbindelse med et stykke arbejde?
“Jeg har jo ikke været skatteordfører længe, men jeg kan sige så meget, at det ikke er noget, der har fyldt i vores politik indtil nu. Men jeg kan jo sige, at man skal beskattes for alt fra en kuglepen til en lighter,” siger Skibby i trit med lovgivningen på området.
“Men så er der nogle særlige regler, hvis man arbejder i en virksomhed. Så må man gerne få to flasker rødvin af en samarbejdspartner, men det må man så ikke, hvis man har kontraktlige forhold, som for eksempel en kommunaldirektør. De må ikke modtage gaver eller koncertbilletter.”
Lidt anderledes er beskeden fra Socialistisk Folkepartis Sigurd Agersnap.
“Jeg tror ikke, jeg ved alt om, hvordan de arbejder,” svarer han.
“Men det er klart, at skattelovgivningen skal være så tilpasset som muligt, og derfor skal man da have øje for, at nogle grupper skal imødegås ved SKAT på forskellige måder.”
Sigurd Agersnap mener, at der er en pointe i at undersøge, om den danske arbejdsmarkedsmodel med fagbevægelser og arbejdsgivere giver mening i andre henseender.
“I andre tilfælde har vi politisk regulering, men den er ikke nået helt ind til dem, der arbejder digitalt,” siger han.
LÆS OGSÅ: Fagforeningen
SKAT er blevet forelagt Michael Tangstads udtalelser, men er ikke vendt tilbage før denne artikels udgivelse.